Musvit
Nysgerrig og godt begavet
Musvitten er den største mejse i den danske familie af mejser. Musvitten er utrolig nysgerrig og forsøg har vist at den også er temmelig godt begavet af en fugl at være.
Det er en nyttig fugl. Et musvitpar fodrer deres unger i tre uger, og i den periode fanger de mindst 10.000 insekter, hvoraf mange er skadelige eller plagsomme for mennesker.
- Læs videre
- Stemme Stort repertoire
- Udseende Bred stribe hos hannerne
- Føde Mejsetog og flagermusedrab
- Ynglevaner Sæt mejsekasser op
- Fakta Musvit
Stemme: Stort repertoire af lyde
Musvittens stemme er meget varieret. Den har et meget stort katalog af lyde - og det gælder både sangen og de forskellige kald. Den har mindst 40 forskellige kald og sange. Selv erfarne ornitologer siger (med et glimt i øjet), at hvis man ikke ved, hvad det er man hører i skoven, er det formentlig en musvit.
Fælles for virvaret af lyde er, at det er forskellige varianter af 2‑3 toner. Fælles for alle kaldene er også, at de er staccato-agtige og rytmiske.
Tidligt på året, allerede i januar, begynder musvithannen at synge - som en af de første fugle når dagene bliver længere. Musvittens mest almindelige sang lyder faktisk som om den synger mu-svit, mu-svit, mu-svit igen og igen. Den har også en sang der siger: mu-mu-svit, mu-mu-svit, mu-mu-svit. Selve navnet “musvit” er altså et forsøg på at gengive fuglens sang. Et andet forsøg på at gengive sangen med ord kan være ti-ti-fyy ti-ti-fyy eller didi-dyy didi-dyy.
Der er sikkert mange årsager til den store lydvariation, men det er et faktum, at individer med stort sangrepertoire er dominerende socialt, og har større ynglesucces end individer med begrænset repertoire.
Musvittens lyd kan forveksles med blåmejsens, men man kan tydeligt høre at musvitten er en større fugl, som afgiver en kraftigere lyd, mens blåmejsen mere lyder som en fin klokke.
Udseende: Den sorte stribe er bredere hos hannerne
Du kan let kende musvitten. Den har et sort hoved med hvide kinder – og et sort slips nedover sin gule mave. Vingerne er blå med et hvidt bånd. Halen er blå med hvide kanter. Musvitten er en paradoksal blanding af farvestrålende kontraster og en fantastisk evne til at falde sammen med sine omgivelser. Den er nærmest eksotisk med sine klare gule, grønne og blå farver, men samtidig i stand til at camouflere blandt laverne og mosserne på grenene.
Den sorte stribe er bredere hos hannerne end hos hunnerne – og den er bredest hos de stærkeste hanner. Når en flok musvitter skal finde mad, er det fuglene med de bredeste striber, der spiser først. Det gælder også ved foderbrættet. Dem med smalle striber sidder pænt og venter på at det bliver deres tur til at komme til fadet.
Også den gule farve på brystet siger noget om musvithannens tilstand. Farvestoffet karotenoid giver ham den gule farve, og det er ikke et stof, som kan produceres af fuglen; det er nødt til at blive optaget gennem føden. Derfor betyder en klar gul farve, at hannen er god til at finde føde.
Ungfuglene kendes fra de voksne musvitter på de gule kinder.
Musvitter kan i farten forveksles med både blåmejse og sortmejse. Musvittens størrelse, den sorte mavestribe og det sort-hvide hoved er dog meget gode og distinkte kendetegn.
Føde: Mejsetog og flagermusedrab
Om sommeren spiser musvitten primært insekter. De udsøger sig blandt andet græshopper, fårekyllinger, ørentviste, bladlus, myrer, fluer, edderkopper og bænkebidere. Når sulten skal stilles hos kuldet af unger, er det sommerfuglelarver der står øverst på menukortet. Det er proteinrig og nærende kost. Resten af året er musvitterne ikke kræsne, men æder mange former for føde.
Når musvitterne ikke yngler, så lever hannerne og hunnerne alene eller i små flokke. Nogle gange slår de sig sammen med andre arter, typisk andre mejser, og flyver fra træ til træ i jagten på føde. Fænomenet kalder man for et mejsetog, og toget kan bestå af 50 fugle. De flyver i flok for bedre at kunne beskytte sig mod fjender, især spurvehøgen. I løvskov vil mejsetoget mest bestå af musvitter, blåmejser, sumpmejser, halemejser, træløbere og spætmejser. I granskov består det i reglen af musvitter, topmejser, sortmejser og fuglekonger. I flokken gælder det om at være stærkest, for den stærkeste får lov at spise først og mest, når flokken finder noget mad. For musvitten er vintermad frø og frugter fra træer, f.eks. bog og hasselnødder.
Musvitter spiser gerne på foderbrættet om vinteren. De elsker fuglefrø, jordnødder, et kødben eller en fugle-foder-fedt-blanding af f.eks. palmin og fuglefrø. Det er højstatusfuglene, der spiser først. Det sker derfor, at ungfugle udsender et alarmkald ved foderbrættet, uden at der rent faktisk er fare på færde. Når de andre musvitter søger ly, er der fri adgang til føden
Musvitten hedder Kjøttmeis (kød-mejse) på norsk. Det er der en grund til. Fuglens appetit på animalsk fedt og protein er legendarisk. Den spiser med stor appetit fra talgstykker, men også fra døde dyr og fugle. I musvittens verden er der ikke forskel på ophængt fedt og et dødt dyr.
Sjældent, men ikke desto mindre regelmæssigt, angriber og afliver musvitter rent faktisk andre mindre spurvefugle. De kan endda angribe overvintrende flagermus i dvale. Man må derfor sige, at musvitten er meget tilpasningsdygtig med stor evne til at udnytte ukonventionelle fødekilder.
Ynglevaner: Sæt mejsekasser op i haven
Musvitten er huleruger, det vil sige at den er afhængig af huller, hvor den kan bygge sin rede. Hullerne kan være i gamle træer eller redekasser opsat af mennesker. Den kan også bruge alle mulige andre steder, hvor der er et lille hul, som f.eks. i et hul i en mur, en postkasse eller en gammel vandpost.
Musvithunnen bygger en rede af mos, lav og strå, og forer den fint med fjer, dun og hår.
Det første kuld æg bliver lagt i april eller maj måned. Hun lægger mellem 5 og 11 hvide æg med røde pletter. Hunnen ruger på æggene 13 – 14 dage, før de klækkes. Det er kun hunnen der ruger. Hannen fodrer hende til gengæld, imens hun ligger på æggene. Musvitterne kan få et eller to kuld unger i løbet af en sommer.
Når ungerne kommer ud af æggene, hjælper forældrene hinanden med at finde mad til dem. De bliver fodret med larver fra insekter – især sommerfuglelarver. Ungerne vokser i reden i 18 – 20 dage. Så er de flyvefærdige. Når der er gået 1 – 2 uger mere, er de uafhængige af deres forældre.
Et musvitpar fodrer et kuld unger med mindst 10.000 insekter, hvoraf mange er skadelige eller plagsomme for mennesker. Men mange musvitpar er nødt til at forlade haverne, fordi der ikke er nogen huller at bygge rede i. Så hvis du vil hjælpe dig selv, så husk at at sætte mejsekasser op i haven. Vær forberedt på, at rederne kan blive angrebet af spætter, egern og ikke mindst lopper.
Efter yngletiden findes der et stort overskud af unge musvitter. Enten kan de blive i deres kendte område eller søge en ny tilværelse i et andet område. Mange dør dog inden de når at etablere territorium. Overlevelsen om efteråret og om vinteren afhænger især af, hvor meget bog der findes.
Fakta: Musvit
Længde |
14 cm |
Vingefang |
22-25 cm |
Vægt |
16-21 gram |
Ynglealder |
1 år |
Levetid |
2-3 år |
Alene / par / flok |
Lever i par når den yngler, ellers i små flokke. |
Trækfugl / standfugl |
Primært standfugl. |
Ynglesæson |
April - juli |
Antal kuld |
1 - 2 kuld |
Antal æg i reden |
5 – 12 æg. Hvide med røde pletter. |
Rugetid |
13 - 14 dage (hunnen ruger). |
Fra ægklækning til flyvefærdig? |
18 - 20 dage |
Fra flyvefærdig til uafhængig? |
1 - 2 uger |
Latinsk navn |
Parus major |
Navn i andre lande |
Tyskland: Kohlmeise Sverige: Talgoxe Holland: Koolmees Storbritannien: Great Tit Finland: Talitiainen Italien: Cinciallegra Norge: Kjøttmeis Polen: Bogatka Spanien: Carbonero común Frankrig: Mésange charbonnière |