Løvsanger

Løvsangeren er en sløvsanger

Løvsangeren er sammen med gransangeren de almindeligste danske sangere.

Og de to arter ligner hinanden til forveksling. Den nemmeste måde at skelne dem på er via deres meget forskellige sang. 

• Læs videre
• Stemme Sløvsangeren
• Udseende Ligner gransanger
• Føde Insekter og edderkopper
• Ynglevaner Rede på jorden
• Træk Overvintrer i Afrika
• Fakta Løvsanger

Stemme: Sløvsangeren

Løvsangerens synger smukt, og for mange er dens sang lyden af sommer. Temaet i sangen er kort, fast og lidt sørgmodigt: “DII DII DIY diy dyr dyr dyr dy dy dy”. En blid, vemodig strofe i faldende tempo og toneleje. Slutningen af strofen er så langsom, at onde tunger har kaldt løvsangeren for sløvsangeren.

Længden af sangen er 2-3 sekunder og den starter med hurtige, klare bogfinkelignende fløjtetoner, der ebber ud i lyse toner. Mens sangen afvikles, sidder løvsangeren typisk i toppen af et mindre træ og ryster sine fjer. Den kan dog også kortvarigt afbryde fødesøgning for at synge et par strofer.

Den bløde, melodiske og melankolske sang med faldende tonehøjde huskes i Sverige med denne huskeremse: ”Snälla lilla mama, får jeg gå på bio i kväll”.

Løvsangerens sang kan forveksles med træløberens sang. Sidstnævnte har et lignende motiv i sangen, hvor den fløjter med en række nedadgående toner, men både tonelejet og tempoet er højere.

Løvsangerens kald et blødt, spørgende “hyiid”, der minder meget om gransangerens kald, men er tydeligere to-tonet end gransangerens mere monotone kald.

Løvsangeren findes i al slags skov, men den foretrækker åbne løv- eller blandingsskove. Den er også meget almindelig i villahaver. Den ankommer først til Danmark omkring 1. maj, og på det tidspunkt er skoven sprunget ud, og den er derfor lidt svær at få øje på. Men sangen afslører den. 

Løvsangeren kan høres fra slutningen af april og helt frem til midten af juli.

Udseende: Ligner gransanger

Løvsangeren er sammen med gransangeren de almindeligste danske sangere. Og de to arter ligner hinanden til forveksling. Den nemmeste måde at skelne dem på er via deres meget forskellige sang. 

Hvis man ikke hører sangen, og er nødt til at skelne dem ud fra udseendet, så er løvsangeren om foråret en lysere fugl med mere hvidlig bug og lidt tydeligere øjenstribe end gransanger. Desuden har løvsangeren som regel orange ben, mens gransangerens som regel er mørke. Men ingen regler uden undtagelse, for gransangeren kan faktisk have lyse ben. Andre mindre tydelige forskelle på gransanger og løvsanger er, at gransangeren har et rundere hoved, et smallere næb og kortere vinger.

I det tidligste forår kan kalenderen også hjælpe dig med at skelne mellem de to arter. Hvis du ser en løvsanger i marts eller i første halvdel af april, så er det sikkert en gransanger. Gransangeren ankommer til Danmark allerede i marts, mens løvsangerens ankomst tidligst er midt i april. Det hænger sammen med, at løvsanger er afrikatrækker, mens gransangeren overvintrer i Syd- og Vesteuropa, og til tider også herhjemme.

Løvsangeren adskiller sig fra de fleste andre fugle ved at skifte fjerdragt to gange om året. Den fælder hele sin fjerdragt både i sommer- og i vinterkvarteret. Til sammenligning gør gransangeren og de fleste andre fugle det kun en gang om året.

Det er ikke kendt, hvorfor løvsangeren skifter fjer så ofte, men generelt sørger fjerfældningen for, at fuglen har friske og stærke fjer. Det er alt andet lige en fordel, når den skal flyve tusinder af kilometer på sit træk. Trækket foregår om natten, og på en enkelt nat kan løvsangeren tilbagelægge op til 500 kilometer.

Føde: Insekter og edderkopper

Løvsangerens næb er langt og slankt, og velegnet til at nappe insekter og edderkopper i bladhanget. Og det er netop disse fødeemner, der står øverst på løvsangerens spiseseddel. 

Når der er unger i reden, bliver ungerne fodret med de største og lækreste insekter, mens den voksne selv æder de mindste på stedet. Det er det smarteste, for så sparer den en masse flyveture til og fra reden.

Ynglevaner: Rede på jorden

I Danmark er løvsangeren meget talrig og kan findes i en lang række forskellige naturtyper. Løvsangeren yngler således både i løv- og nåleskov (hvis der blot er enkelte løvtræer iblandt), i moser med krat og i sommerhusområder, men kun mindre omfang omfang haver og parker. 

I Norge, Sverige og Finland er løvsangeren den talrigeste ynglefugl overhovedet, mens den herhjemme er knap så dominerende. Den største tæthed af løvsangere findes i Vestjylland, men den ikke er særlig talrig i Østjylland.

I England kaldes løvsangeren for Willow Warbler, altså noget i retning af “Pilesangeren”. Og selvom løvsangeren er glad for pilekrat, så er den ikke synderligt knyttet til pil. Den yngler i alle skovtyper, men gerne så åbne, at der kan gro urter i bunden. Løvsangeren placerer nemlig sin rede på jorden, og her skal der være så meget beplantning, at reden er skjult.

Reden er overdækket og har indgangshul i siden.

Hunnen lægger 4-8 flødefarvede spraglede æg midt i maj, som den ruger på i 13 dage. Som man kan forvente af en så lille fugl, så er æggene bittesmå. Der kan ligge tre æg på en 2-krone!

Når ungerne er klækket, hjælper hannen med til at fodre de små løvsangere, som kommer blinde og nøgne ud af æggene. Efter kun 12-15 dage er ungerne blevet så store, at de forlader reden for at flakse rundt med forældrene, mens de undersøger verdenen. Efter seks uger er ungerne helt selvstændige, men på dette tidspunkt er forældrene for længst gået i gang med det næste kuld.

Træk: Overvintrer i Afrika

Løvsangeren er langdistancetrækker. De danske løvsangere overvintrer i tropisk Vestafrika. De skandinaviske løvsangere, der gæster os på trækket i stort tal, overvintrer derimod i tropisk Østafrika.

Løvsangeren ankommer senere end gransangeren, fra midt i april, og borttrækket sker tidligere, august-september. Landet passeres af store mængder trækgæster i maj og i august-september.

Trækket foregår om natten, og på en enkelt nat kan løvsangeren tilbagelægge op til 500 kilometer.

Fakta: Løvsanger